Indledning

I min tid på Sygeplejeskolen i Næstved er jeg stødt på gammelt historisk materiale, som bl.a. indbefatter fhv. forstanderinde frk. Thyra Steensens optegnelser, når hun havde haft ansøgere til samtale. Ansøgeren skulle helst, efter frk. Steensens mening, komme med mindst en af forældrene, så hun kunne gøre sig indtryk af, hvilket hjem pigen kom fra… for det var selvfølgelig kun piger der blev optaget på Præstø Amts Sygeplejeskole i den tid hun var leder.

Desuden har jeg mødt mange gamle sygeplejersker rundt omkring, sidst Seniorsammenslutningen af sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråd (DSR), som har fantastiske minder fra deres tid som elev og sygeplejerske. Alle disse historier var jeg bange for gik tabt, hvis de ikke snarest blev fortalt. Jeg har således haft kontakt med godt tyve sygeplejersker, men også med en ung studerende, nogle patienter og enkelte pårørende.

Historierne spænder over en tidsperiode på ca. 30 år og nogle af sygeplejerskerne er uddannet efter ‘den gamle uddannelse’ – før 1958, andre efter den første formaliserede uddannelsesreform af 1957.

Rigtig mange har talt om, at det at være sygeplejerske er noget ‘specielt’, og flere ville gerne gøre det om igen. Og de siger ikke de var sygeplejersker, men de er sygeplejersker – og de er stolte af det.

Foruden de enkelte beretninger indeholder bogen faktakapitler og faktabokse samt afslutningsvis beskrivelser af enkelte sygehuse.

Det er et håb, at sygeplejersker vil finde bogen interessant, men at den også kan appellere til andre ex. patienter, pårørende og i øvrigt historisk interesserede personer.